http://mikkelcarl.com/files/gimgs/th-54_danh-vo_new.jpg

Photo: Torben Zenth

04.06.2012
DANH VO @ SMK
For to år siden viste den dansk-vietnamesiske og internationalt anerkendte kunstner Danh Vo udstillingen Hip Hip Hurra i X-rummet på Statens Museum for Kunst. Nu er han igen aktuel, denne gang med en udstilling i Skulpturgaden. Værket We the People (Detail) består af en 1:1 kopi af Frihedsgudinden. En idé, han selv beskriver som ”…ikke bare fysisk, men også praktisk og logistisk ude af proportioner.” Men eftersom de flere hundrede dele ikke udstilles samlet – de vises tværtimod rundt omkring på en række samtidige udstillinger verden over – er værket ikke monumentalt på den måde, man umiddelbart kunne forvente. Eller som Danh Vo mere generelt formulerer det: ”Jeg anser udstillingsstedernes hvide omgivelser som det perfekte sted til ikke at skabe sammenhæng”.

Mange af dine værker har en nær relation til dit eget liv. I Oma Totem har du stablet de hårde hvidevarer og krucifikset, din bedstemor fik udleveret, da hun kom til Vesten, og Das Beste oder Nichts består af motoren fra din fars Mercedes-Benz. Men hvordan fik du ideen til et værk, der mere end noget gælder alle?
De to ting hænger egentlig meget godt sammen. Jeg synes derfor også, det er en fejltagelse at se min tidligere produktion som noget, der handler udelukkende om det private. Det har vekslet meget frem og tilbage, f.eks. har jeg jo også arbejdet med det amerikanske flag. Men du peger på et væsentligt problem, idet mine værker ofte er blevet defineret meget i forhold til det nære, selvom de faktisk også har en langt mere almen betydning. Derfor syntes jeg også, det var på tide at lave en manifestation, der benytter noget, alle har et forhold til. Et billede alle ejer.

Det partout at skulle eje et tv, et køleskab og en vaskemaskine siger rimelig meget om tilværelsen i vores del af verden. Men hvordan kom du dog på at kopiere Frihedsgudinden? Har det noget at gøre med, at der engang stod en mindre udgave i en park i Hanoi?
Nej, det fandt jeg først frem til, da jeg begyndte at researche. Og ved du hvad? Da jeg kom op med ideen til det her værk, havde jeg faktisk aldrig set Frihedsgudinden! Jeg vidste intet som helst om den. Men man får en ide, og så undersøger man tingene nærmere. Nogle gange fungerer det, og andre gange gør det ikke. Noget helt afgørende, som jeg ret hurtigt fandt ud af, er at Frihedsgudinden kun er 2 mm tyk. Den konstruktion betyder, at det faktisk er realistisk at producere de mange hundrede dele. Og samtidig synes jeg, det er et virkelig smukt billede. At statuen virker så stærk, og alligevel er den utrolig skrøbelig.

Ofte er dine værker netop kendetegnet ved en grad af skrøbelighed og intimitet; brevet din far har kalligraferet, papkassen belagt med stjerner og striber i bladguld. Hvad opnår du ved denne gang at gå så radikalt op i skala?
Måske er det ikke noget, folk tænker så meget over, men for mig er det vigtigt at arbejde i modsætningsforhold. Hvis man laver små ting, skal man også kunne lave store ting. Og det gælder i alle henseender, at man må befinde sig i begge ender af spektret. Det er kun udspændt imellem de to poler, at man lærer, hvad der egentlig betyder noget.

We the People må så afgjort være kunsthistoriens største readymade. Kan du sige noget om, hvordan du mere generelt arbejder med ”fundne objekter", en metode vi i mangel af bedre stadig refererer til som appropriation, détournement etc.?
Snarere end formen er det den tænkning, som ligger bag værket, der er det vigtige. Har man en bestemt måde at tænke på, er det sådan set lige meget, om man denne gang har besluttet sig for at lave et stort eller et lille værk, et der umiddelbart virker personligt eller mere almengyldigt. I alle tilfælde må man lære at stole på det, man har tænkt og så se, hvad der kommer ud af det. Det er menneskeligt. Jeg tror meget mere på sandheden i diverse modsætningsforhold end på et bestemt system, en dogmatik. Det privilegerede ved at arbejde med kunst er, at man kan tillade sig at være ”skizofren”. Man kan få lov til at arbejde i og med de modsætninger, som jeg anser for langt mere virkelige end de systematikker, der blot er skabt for at samfundet kan fungere.

Du mener, at den binære logik f.eks. mand/kvinde, øst/vest, sandt/falsk, kultur/natur stadig styrer den måde, vi tænker verden på?
Det afgørende for mig er, at tingene ikke er stationære. Objekter er ikke konkrete, ligesom begreber heller ikke er det. Det afhænger altid af konteksten. Og alting ændrer sig over tid. Det interessante er, hvordan man kan præsentere tingene, så de afslører deres egen skrøbelighed. Og ikke kun i materialet, som objekter, men altså også som begreber.

Du udsøger dig nogle ting, som er ladet med alt mulig betydning, f.eks. lysekronen, der oprindeligt hang over det konferencebord, hvor Vietnam-krigen blev afsluttet i 1973. Og ved så at flytte dem ind i en kunstkontekst, give dem en titel og samtidig ændre lidt ved præsentationsformen formår du at skabe noget helt nyt. Var det ikke omtrent sådan Duchamp gjorde for 100 år siden?
Første gang jeg viste lysekronen, havde jeg netop den bekymring, at værket skulle blive for illustrativt, og at det skulle blive fanget af traditionen. Jeg var derfor meget opmærksom på at forstyrre den ensidige læsning af lysekronen som readymade, ved til udstillingen også at producere en kopi af Oma Totem i meget traditionelle kunstmaterialer som granit, marmor, bronze og træ. Et værk, der siden blev min mormors gravsten og dermed i en vis forstand til en ny brugsgenstand.

Du har også præsenteret lysekronen, hvor den var fuldstændig skilt ad og alle delene lagt ud på gulvet.
Det gjorde jeg, fordi jeg alligevel altid tvivler på mine egne valg, og derfor havde jeg et behov for også at prøve en anden præsentationsform af. Og faktisk er der noget som præcis forbinder lysekronen, der nu hænger oppe i samlingen, med udstillingen hernede, men som jeg aldrig rigtig har talt om. 08:03:51, 28.05.2009 er et af de værker, der virkelig er blevet skrevet meget om. Af denne omfattende mediering opstod et problem som, nu hvor jeg ser tilbage, nok er en af grundene til, at jeg overhovedet gik i gang med det aktuelle projekt. For når et objekt i den grad bliver et succesfuldt ikon i kunstverdenen, stjæler det billedet. Det var det, der skete med lysekronen. Den stjal billedet af Vietnam-krigen. Den blev til et billede på den krig, og det havde jeg personligt meget store vanskeligheder med, for intet individ bør eje sådan et billede.

Tænker du på en privat kunstsamler, der erhverver sig værket?
Nej, snarere omvendt. At værket og dermed billedet blev personificeret gennem kunstnerens identitet, dvs. gennem mig. Det følte jeg i det her tilfælde var meget problematisk. Derfor tænkte jeg efterfølgende, at hvis man som kunstner absolut skal lave et værk, der stjæler billedet, så skal det fucking være Frihedsgudinden. Dét er en reel udfordring, og en relevant udfordring.

Hos Daniel Buchholz i Koeln udstillede du sidste år arbejdstegningerne til Frihedsgudinden. Er de at opfatte som selvstændige værker?
Projektet skulle jo finansieres… men som led i en research falder man altså over ting, der er virkelig fine, og i et arkiv fandt jeg de her blueprints. Hvis man var en virkelig stram konceptkunstner, så ville man selvfølgelig kun lave selve skulpturen. Men jeg er ikke særlig dogmatisk.

De første dele blev vist under udstillingstitlen JULY, IV, MDCCLXXVI, dagen hvor den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet. Her udstillede du bl.a. også den skrivemaskine, hvorpå Theodore Kaczynski skrev The Unabomber’s Manifesto og We the People kunne således læses som led i en bredere tematisk sammenhæng. Hvordan påvirker det værket, at det nu står alene?
Jeg tror på det vigtige i at prøve de forskellige muligheder af. En mulighed var at gøre værket til en del af en udstilling, sådan som jeg gjorde på Kunsthalle Fridericianum i Kassel. En anden mulighed er det, der udfolder sig her på Statens Museum for Kunst. Konceptet er ganske enkelt, at Skulpturgaden fungerer som en slags lager. Alle de dele af skulpturen, der ikke for øjeblikket udstilles andre steder i verden, viser jeg her. Så med tiden vil dem, du ser nu, bliver udskiftet med nogle andre.

Betyder det noget, at lageret ligger her ”hjemme” i Danmark?
Skulpturgaden var det eneste sted, der er stort nok, og hvor der samtidig er den nødvendige grad af fleksibilitet. Det er de færreste museer, hvor man kan komme og sige: ”Hey, projektet skal vare over et år, og tingene kommer og går.” Det bryder fuldstændig med den traditionelle opfattelse af, hvad en udstilling er. Men det har været fantastisk at opleve, hvordan folk her på stedet er vågnet op til dåd. Så snart man producerer et værk, der ikke holder sig indenfor de sædvanlige rammer, tvinger det folk til ikke længere at tænke så konventionelt.

Hvad er ideen med – i modsætning til den sædvanlige praksis, hvor en samlet udstilling turnerer – at vise enkelte dele på en lang række forskellige udstillingssteder samtidig?
Det udpeger noget helt essentielt ved projektet, nemlig at der i virkeligheden er tale om en flydende masse, et objekt, der ikke er stationært. På den måde er skulpturen et antimonument, hvilket er temmelig vigtigt at understrege, når man er i færd med at skabe et monument. Lige nu er ca. 70 % produceret færdig, og der er noget smukt ved at tænke sig, at selvom alle delene på et tidspunkt vil eksistere, er der intet menneske, som har set dem alle sammen.

Tror du publikum vil opfatte værket fundamentalt anderledes i f.eks. Bangkok end her på Danmarks nationale kunstmuseum?
Værket er empirisk, og det gælder også for mig.

Hvad mener du med empirisk?
At det opstår i situationen. Man derfor ikke kan forudsige, hvad der vil ske, hvordan folk tænker eller hvordan man i en given kultur vil opfatte værket. I går holdt Lilibeth (Lilibeth Cuenca Rasmussen, red.) børnefødselsdag i cafeen her på museet, og alle ungerne, der rendte rundt, kunne totalt se, hvad værket gik ud på. Og jeg lærer selv af processen, for jeg har jo ikke kunnet sidde og regne det hele ud på forhånd. Fordi jeg er i gang med at realisere noget, der er så stort, at jeg slet ikke kan overskue det, tvinges jeg konstant tilbage til det konceptuelle niveau. Men det betyder også, at jeg på et tidspunkt må lade værket gå sin egen vej. Det er jeg simpelthen nødt til.

Det, at værket er så uforholdsmæssigt stort, bevirker at det i praksis nedbryder sin egen monumentalitet?
Det imploderer.

Hvem er egentlig ”folket” i titlen We the People?
Det er netop spørgsmålet: ”Hvem er folket?”. Men nok så vigtigt er det jo, at titlen indeholder tilføjelsen: (Detail).