http://mikkelcarl.com/files/gimgs/th-60_20100202_1.jpg

Rendering: Fred Fröhlich

01.02. 2011
ELMGREEN & DRAGSET @KØS
I sidste uge afholdt KØS et internationalt seminar om receptionen af kunst i det offentlige rum. I den forbindelse talte bl.a Michael Elmgreen & Ingar Draset om deres Monument for Persecuted Homosexuals i Berlin og også Powerless Structures, Fig. 101– ”rytterstatuen”, der netop har vundet konkurrencen om at blive The Fourth Plinth på Trafalgar Square i London.


Er jeres Powerless Structures monumenter over magtesløsheden? Eller er de med udgangspunkt i struktur-begrebet og nummereringen udtryk for en anden type magt?
Powerless Structures stammer fra vores "fejl-læsning" af Foucault. Han siger, at det ikke er magtstrukturerne i sig selv, der er undertrykkende, da de blot er udtryk for de allerede accepterede magtforhold i et samfund på et givent tidspunkt. Strukturerne er så at sige blot resultatet af vores omgang med magten. Og det er vores oprør imod dem eller accept af dem, som danner grundlag for de magtforhold, vi lever under. En struktur er en konstruktion, der til hver en tid kan skiftes ud med en anden struktur, og ud fra den tanke opstod vores anvendelse af betegnelsen ”Powerless Structures”. Som en opfordring til at lave visse strukturer om. Værkerne er påvisning af, at det rent faktisk kan lade sig gøre at ændre både sociale, kulturelle og arkitektoniske strukturer. Bytte rundt på dem, udskifte elementer i dem og forskyde deres betydning, lokalitet eller design. Hvis vi kan gøre det i det små, ja så er der også håb om, at et helt samfund vil kunne ændre de større strukturer. Hvis folk blot følte sig mindre trykkede og begyndte at tænke lidt friere. Men vores værker er ikke stringent politiske. De er vores personlige, nørdede opfordringer til at vende verdener på hovedet, at se tilværelsen ud fra andre perspektiver. Det er dog længe siden, vi har kaldt vores projekter for Powerless Structures, fordi "serien" begyndte at blive lidt for meget et logo for vores arbejde. Vi bryder os ikke om at blive kategoriseret og sat i boks, og derfor droppede vi i en lang årrække termen. I øvrigt er nummereringen – de Fig.-numre vi bruger sammen med titlen – ikke en lineær række af numre. Tilbage i 2003 tror jeg, vi lavede et værk, der hed Powerless Strcutures, Fig. 303, så numrene springer altså, som vi har lyst. De hopper frem og tilbage. Derfor er der også nogle værker, der er endt med at få samme Fig.-nummer, fordi vi havde glemt, at det allerede var brugt. Det er da sjovt at to forskellige værker har præcis samme titel.

For øjeblikket ligger I nr. 2 på Artfacts’ top 100 over nulevende danske kunstnere. Føler I jer ligeså uskyldige, som da I startede?
Hitlister er ikke noget, der gør det store indtryk på os.

Hvorfor valgte I som kunstnere, i stedet at optræde som kuratorer for Den Danske og Den Nordiske Pavillon på Venedig Biennalen i 2009?
Vi havde længe haft lyst til at teste kuratorrollen og foreslå en anden måde at lave en gruppeudstilling på. The Collectors var således en iscenesat udstilling, hvor værkerne indgik som elementer i ét hele frem for at stå som autonome enheder, der kun symbolsk eller repræsentativt forholdt sig til temaet. Der var derfor ingen labels, alle de deltagende kunstnere bidrog til at danne et sammenhængende "scenografisk" billede. Måske kunne det netop lade sig gøre, fordi vi selv er kunstnere. I hvert fald var det fantastisk at opleve, at kunstnerne på tværs af generationer og deres øvrige interesser alle var med på ideen. Fra Sturtevant til Klara Liden, fra Maurizio Cattelan til Henrik Olesen.

I har greb om store eksistentielle og politiske temaer: sygdom, selvmord, nationalisme, homofobi. Hvordan undgår I blot at bekræfte fordommene negativt?
Det vigtigste budskab, hvis man kan kalde det sådan, i vores produktion som helhed er, at vi alle må overvinde vores individuelle og kollektive frygt. Frygten for at fejle, frygten for at blive snydt, frygten for ikke at slå til, frygten for at være åben, frygten for det fremmede og det, vi endnu ikke kender. Indtil nu, er der ingen kunstværker, som har lavet verdensrevolution, men kunsten kan fortsat være med til at sætte nogle overvejelser i gang. Og de kunstværker, der eventuelt ikke lykkedes i deres udtryk eller i forhold til budskabet, fortæller såmænd blot beskueren, at andre også laver fejl. Vi er derfor ikke så bange for at skulle lykkedes hver gang.

Hvilken rolle spiller referencerne til kunsthistorien i jeres arbejde?
Nogle gange bruger vi kunsthistoriske referencer direkte, og andre gange er det mindre væsentligt. Men vi er bedst til at misforstå eller lyve, og vi forholder os aldrig til et eksakt ”fact sheet”.

Hvilken associationsrække forestiller I jer, at den nye ”rytterstatue”, The Fourth Plinth, vil kunne sætte i gang?
Drengen på gyngehesten kommer til at stå på Trafalgar Square i London blandt de meget dystre statuer af nogle meget alvorlige feltherrer så som Lord Nelson og George IV. Lige ved siden af drengen på gyngehesten ser man altså en traditionel rytterstatue. Forhåbentlig vil vores bidrag sætte spørgsmålstegn ved traditionen for krigsmonumenter og på en ikke alt for pegefinger-agtig måde gøre opmærksom på, at livet er mere end blot "victory or defeat".

Er en halvdød gråspurv ikke også monumental?
Det kan den sagtens være, men alligevel nok på en mere sart måde end f.eks. en Serra-skulptur.

Hvad er jeres interesse i rum, indendørs og udendørs?
At skabe fri-rum.

Hvordan forstår I begrebet stil?
Det er når udtryk formaliseres, hvilket ikke behøver at være noget negativt. Stil kan være bærer af koder, som kommunikerer tilhørsforhold eller lyst.

Hvad er Prada et ikon for?
Overklassens lyst til at ligne middelklassen – og omvendt.

Det tyske ord for monument er som bekendt ”Denkmal”. Kan man få folk til at se fremad ved at tænke tilbage? Jeg mener f.eks. i forhold til jeres Denkmal für die im Nationalsozialismus verfolgten Homosexuellen.
Da vi lavede det monument, var det virkelig vigtigt for os at give det et udtryk, som ikke kun var bundet til den traumatiske historie om forfølgelse af homoseksuelle. I bybilledet er der så få tegn på homo-liv, at det ville være sørgeligt, hvis et af de eneste officielle visuelle tegn blot handlede om at være offer. Derfor er der inden i monumentet en film, som viser to fyre, der kysser. Noget positivt, poetisk og håbefuldt. Det nytter jo ikke noget at blive accepteret som bøsse (eller lesbisk), hvis offentligheden alligevel ikke vil se på dig, som du er. Derfor har vi valgt at vise denne meget direkte film.

Er der noget I drømmer om, kunsten skal kunne, som den ikke allerede kan?
I disse overmåde brugervenlige tider, hvor alt skal komme borgere og børnefamilier, minoritetsgrupper, brokkere og bloggere til gode, er det vel egentlig meget godt, hvis kunsten ikke er så servil. Hvis den faktisk ikke kan bruges til meget andet end inspiration og som en udfordring.