http://mikkelcarl.com/files/gimgs/th-56__MG_8007.jpg

Photo: Torben Zenth

27.01.2011
HENRIK OLESEN @ MALMØ KUNSTHAL

Som nystartet elev på Århus Kunstskole fik jeg øjnene op for Henrik Olesens minimale arkitektoniske forskydninger af kønslig binaritet. Eller noget i den retning. En tom mælkekarton delikat bukket sammen og sat i klemme mellem væggen og et ekstra fodpanel. Avissider klæbet op på væggen nede bag radiatoren. Jeg havde aldrig set noget lignende, og det har jeg stadig ikke. Der skulle gå mange år, før jeg forstod, at netop så enkelt kan det gøres, alt det der opleves som umuligt og komplekst. Det var, da jeg så hans udstilling på Malmø Kunsthal.


Siden jeg for snart 10 år siden så dine værker i kataloget til udstillingen Otto Reol, har jeg følt mig stærkt tiltrukket af din praksis. Hvordan formår du at orientere dig så anderledes i en verden, der lige fra den vestlige rationalitets fødsel i antikken har været delt af binære modsætninger: overflade/dybde, rationel/ emotionel, mand/kvinde?
Udstillingen i Otto tematiserede “Zwischenstufen”, mellemtrin. Omkring århundredeskiftet levede der i Berlin en seksual-teoretiker og politisk aktivist, lægen Magnus Hirschfeld. Han beskrev homoseksualitet som et tredje køn, som en art mellemtrin. Hvad jeg fandt inspirerende ved begrebet Zwischenstufen var, at han til det knyttede en række egenskaber, som løsriver det fra den traditionelle forestilling om symmetriske binære modsætninger, f.eks. mandligt/ kvindeligt. I forbindelse med udstillingen i Otto forsøgte jeg via en række forskellige gesti at transformere Hirschfelds beskrivelser af ”mellemtrin” til en kunstnerisk proces. Jeg var f.eks. interesseret i at beskrive den tilstand, hvor man ikke er i stand til at træffe afgørende beslutninger. Rastløsheden og det ikke at kunne få tilfredsstillet sit begær var netop noget Hirschfeld koblede sammen med Zwischenstufe. Jeg påbegyndte en række interventioner og markeringer i rummet, som forblev udefinerede stadier imellem det rationelle og det emotionelle, aktivitet og passivitet, det private og det offentlige, inde og ude. På en måde var det arbejder, som aldrig blev færdige, som forblev asymmetriske og udefinerede og sjuskede. Jeg startede på et værk, og midt i processen sprang jeg så videre til det næste. I dag vil jeg nok mene, at udstillingen sikkert har mere med Tristham Shandy at gøre end med Magnus Hirschfeldt. Men den havde helt sikkert meget med begær at gøre, det at man altid bevæger sig videre mod det næste. Og det er noget positivt, det skaber fremdrift. Begær er ikke noget, som skal slukkes, det er noget, som skal udleves. Derfor er det væsentligt med Hirschfeld, fordi han ikke nødvendigvis regnede sådanne egenskaber for noget negativt. Men det handler selvfølgelig også om kunstproduktion og arbejdsproces og selvcensur. Hverdag. Det der med hverdag er et vigtigt tema. For mig er det afgørende at være en del af en social struktur, at jeg befinder mig i nogle specifikke sammenhænge. Det er vigtigt at være en del af noget, som bevæger sig.

Apropos binaritet og hverdag. I værket I Do Not Go to Work Today, I Don’t Think I Go Tomorrow er din laptop blevet splittet ad ned til mindste komponent. Alle delene er systematisk hængt op sammen med nogle af kunsthallens egne computere, der har fået samme behandling.
Jeg har tit en fornemmelse af, at min hverdag bryder helt sammen, og jeg tænker: ”Det her må jeg kunne gøre på en anden måde.” Men kapitalismen er uoverskuelig! Og det er umuligt at interferere eller at ændre noget som helst. Jeg begyndte at skille en række af mine ting ad, ”commodities” , som jeg er afhængig af i min hverdag, altså min computer, printere, dvd-afspilleren, osv. I will not go to work today... eksisterer et sted midt i opløsningen af hverdag og arbejde og funktion, men det handler også om selve processen, at dekonstruere og opfinde nye muligheder. Og det handler om at strejke. Andre værker i udstillingen tematiserer måske det binære lidt mere tydeligt, for eksempel projektet om Alan Turing. Turing var en engelsk matematiker og en af de centrale figurer i opfindelsen af computeren med dens fundamentalt binære system af nuller og et-taller. Hans liv samler mange ellers usammenhængende begivenheder, personlige og historiske. Fra et afgørende gennembrud i den teknologiske udvikling, over nazismen og den kolde krig, til seksualitets-lovgivning i halvtressernes England. På mange måder kan projektet fungere som et portræt af det tyvende århundrede. Jeg har brugt eksisterende fotos, tekster og dokumenter, og ud fra det materiale har jeg konstrueret en ny krop.

Så du har ikke afdækket noget, der hidtil var skjult?
Der er ikke tale om research eller nogen form for journalistisk tilgang. For mig handler projektet om at klippe, om at dekonstruere Alan Turings krop. Under processen forestillede jeg mig Turing – eller Turings spøgelse – og derudfra spredte sig et virvar af linjer i alle retninger. Jeg var interesseret i ideen om at lave et traditionelt portræt, men portrættet blev til en fragmenteret krop. Det består af diverse grupper af arbejder; tekst, fotos, objekter. Men hvad der på en måde er vigtigst i forhold til Turings position er, at han var en mand midt i samfundet, midt i en samfundsstruktur, som han troede på. En mand med karriere, fan af Churchill, en rigtig samfunds-fan! Noget helt centralt i Turings biografi er så, at han i 1952 blev dømt for et homoseksuelt forhold. Han fik valget mellem fængselsstraf og en hormonbehandling, som skulle kurere hans homoseksualitet. Han valgte det sidste. I fyrrene og halvtresserne gav man bøsser mandlige kønshormoner. Og selvom tanken egentlig var logisk nok – man mente, de var for feminine og at hormonerne derfor ville kunne neutralisere deres kvindelighed – så resulterede det selvfølgelig i, at de homoseksuelle mænd blev forvandlet til rene sexmaskiner. Pumpede med testosteron. Derfor begyndte autoriteterne i stedet at gøre det modsatte, at give bøsser kvindelige kønshormoner for at dæmpe lysten til sex. Turing selv blev behandlet med kvindelige hormoner, og det betød, at han, ud over at miste enhver form for libido, også udviklede bryster, blev depressiv, og han udviklede en række neurotiske symptomer. På mange måder er det en klassisk konflikt, Turings kreativitet og genialitet vs. samfundets totale stupiditet. Vi har Turings nye afseksualiserede krop, hans forsvindende krop, men vi har også computer-kroppen, den tænkende maskine. Turing blev et eksperiment for videnskabeligt vanvid, hvilket eksemplificerer hvordan kernefamilien som ideologi fungerer udelukkende ud fra sine egne vrangforestillinger. Det er der egentlig ikke noget nyt i. Hvad jeg imidlertid finder vigtigt er, at ud fra Turings krop som forsvindingspunkt opstod ideen om alle mulige andre kroppe, computere, kunstig intelligens. Og netop det er det centrale for mig: forestillingen om mulige kroppe, andre former for produktion og reproduktion. Turings biografi indeholder mange ideer om køn og kroppe, opløste såvel som blot mulige. Så for mig handler hele dette projekt ikke bare om opfindelsen af computer-kroppen, det tematiserer også vigtigheden af at kunne opfinde andre kroppe, der er frigjort fra det reproduktions-vanvid, som knytter sig til begrebet kernefamilie.

Sidste gang du udstillede i Danmark, hed din udstilling Information is Content. Content is Fiction. Content is Messy. Hvad betyder begrebet ”information” for dig?
Projektet, du refererer til, er et tekst- og billedarkiv, der omhandler homoseksuel kunsthistorie og subkultur. Det er delvist baseret på konkrete biografier om homoseksuelle kunstnere, men indeholder også billeder, som jeg mener har et relevant motiv eller indhold i forhold til netop denne bestemte kulturhistorie. Jeg arbejdede på projektet i en årrække, og jeg har bearbejdet materialet i meget forskellige retninger. Eftersom der er mig, der har sammensat informationerne og det på en subjektiv måde, må man nok konstatere, at bestemte temaer bliver fremhævet og andre udeladt. Processen er derfor meget symbolsk i sig selv. Information er noget, der kan manipuleres. Og det er noget af det interessante ved information!

Med Michel Foucault, hvis sidste værk netop var Seksualitetens Historie, vil jeg spørge dig: ”Hvad er magt?”
Da jeg for mange år siden boede i København, læste jeg Seksualitetens Historie. Tidligere havde jeg på ingen måde været i stand til at tænke seksualitet som politisk, det var noget privat. Så for mig personligt var Foucault den første, der knyttede seksualitet sammen med magt. Foucault indsamlede målrettet dokumentation vedrørende homoseksuel kulturhistorie, tidligere fandtes sådan information kun i politiarkiverne. Senere er der kommet mange andre til på det felt, f.eks. George Chauncy, som jeg selv mener er meget vigtig, fordi han også tematiserer seksualitet og klasseforhold. Mit Max Ernst-projekt fra 2003 er inspireret af Seksualitetens Historie, som en sammenskrivning af historien om industrialiseringen og opfindelsen af homoseksualitet. Anthologie d’amour sublime er en beskrivelse af den periode omkring århundredeskiftet, hvor behovet for en sund reproduktionsdygtig kernefamilie, der kunne passe arbejdet på fabrikkerne, gjorde at man begyndte at definere alle mulige samfundsgrupper, som ikke passede ind i det system. Alle de folk, som på den ene eller anden måde afveg fra det funktionelle familiebillede, der skulle holde samfundet kørende. Min tematisering centrerer sig omkring Paragraf 175, den tyske anti-homoseksualitets-lovgivning, som i forskellige udgaver fungerede helt frem til midten af 1990’erne. Værket forbinder altså magt og seksualitet, eller måske rettere afmagt og sex. Men det er også vigtigt at tale om, hvordan al undertrykkelse er kompleks. De homoseksuelle levede under en stærkt undertrykkende hverdagsstruktur, som bestemt ikke var ufarlig, men netop kriminaliseringen medførte også, at de opfandt nogle nye, skjulte rum, hvor de kunne bevæge sig og møde hinanden. Og derfor har der altid eksisteret et yderst velorganiseret og velfungerende homoseksuelt alternativ, næsten ligegyldigt hvor slem virkeligheden så ud. Der er blevet genereret subkultur for fuld damp, og kultur for den sags skyld. Så undertrykkelse er altså ikke blot et spørgsmål om vold, men betyder også, at folk selv organiserer sig og tager afstand fra det, de ikke ville være en del af. I hvert fald dem, der reelt har mulighed for det. Og det har rigtig meget med klasseforhold og privilegier at gøre. Hvem har mulighed for hvad?
 
Det er vel grundtanken hos Foucault? ”Magten” er ikke et abstrakt og repressivt system, der står i modsætning til den enkeltes frihed. Historisk fremtræder magt som radikalt forskellige diskurser, og som struktur skaber det livet, som det leves af konkrete subjekter. I udgrænsningen af de homoseksuelle produceres også en bestemt form for heteroseksualitet.
Der bliver produceret en bestemt opfattelse af heteroseksualitet, som er lige så undertrykkende for de heteroseksuelle, som for alle andre. Det er der ikke nogen tvivl om. De ”straighte” mennesker, jeg kender er lige så dominerede, som jeg er. Heteroseksuel praksis er jo ikke det samme som heteroseksuel norm, heteroseksualitet er ikke nødvendigvis det samme som kernefamilie og patriarkat. Jeg føler nogle gange, at jeg har levet en stor del af mit liv udenfor en bestemt virkelighed. På mange måder har jeg levet i min egen subkultur – hvad man jo gør som kunstner – sammen med nogle bestemte mennesker og i nogle bestemte omgivelser, organiseret og sammensat på en helt bestemt måde. Når jeg har lavet kunst, hvor homoseksualitet indgår i sammenhængen, er det jo ikke ”outing”. Det er mere noget, der logisk inddrages, fordi det er en del af min livsstil. Jeg mener, mine arbejder tematiserer mange ting, f.eks. hvad vi lige talte om: historieskrivning eller normer generelt. Jeg har tænkt meget over, at min udstilling her i Malmö netop ikke udelukkende tematiserer homoseksualitet. Det er egentlig slet ikke det, jeg taler om. Jeg undersøger temaer, der udspringer af en bestemt virkelighed underlagt bestemte magt-relationer. Men i de fleste af de anmeldelser, jeg har fået, bliver ordene ”homoseksuel” og ”bøsse” repeteret i det uendelige. Det gælder både de danske og de svenske aviser. Det har jeg ikke oplevet i mange år! Og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for hvad ville der ske, hvis vi begyndte at markere heteroseksualitet på samme måde. Tænk hvis man brugte ordene ”heteroseksuel” og ”straight” igen og igen, når man skulle beskrive et maleri af skagensmalerne eller et fra guldalderen. For de værker propaganderer jo lige så meget for en specifik heteroseksuel agenda, som mine arbejder gør det for det modsatte. Der bliver bare aldrig stillet spørgsmålstegn ved det, så enkelt er det.

Hvad forstår du ved appropriation?
Når du siger “appropriation”, tænker jeg på en bestemt gruppe af kunstnere i firserne. The Picture Generation. Jeg approprierer, men jeg ville aldrig bruge det kunsthistoriske begreb. I dag er vi er mere dekonstruerede inde i hovedet, virkeligheden er meget mere fragmenteret.

Hvilken rolle spiller collagen konkret i dit arbejde? Som metode har den en æstetik, der synes at bringe den tættere på den virkelige virkelighed end de fleste andre medier, maleri for eksempel?
Hvad jeg godt kan lide ved collagen er sammensmeltningen af subjekter. At man ikke helt ved, hvad man selv siger, hvad andre siger og i det hele taget hvem, der siger hvad. Ideen om en “orgin”, en oprindelse, er brudt sammen. Jeg elsker f.eks. Brian Gysin og Burroughs, hele ideen om ”cut and paste”. Eller collagerne, der viser den situationistiske by. Kunst handler jo ikke altid om at komme tæt på den virkelige virkelighed, for der er i virkeligheden mange virkeligheder. Men egentlig tror jeg, at alle metoder og medier har deres egen specielle betydning. Der er også meget maleri, jeg godt kan lide, men desværre er jeg ikke så god til at male. Og så er det selvfølgelig praktisk, at collagen passer så godt sammen med computerens “cut and paste”-krop. Et vigtig tema er også alt det med copyright.
Der findes alligevel tydelige signaturer. Vi er vel ikke i tvivl om, at det her er en udstilling af Henrik Olesen?
Det er ikke på den måde så bevidst, men jeg tror, at alle der producerer, har en krop, de ikke kan undslippe. Det kropsløse, genre-løse kunstværk uden referencer oplever vi aldrig rigtig, eller i hvert fald yderst sjældent. Det ville være genialt, hvis man hver gang kunne gøre noget, der var fuldstændig uafhængigt. Men selv Artaud, som er kendt for at tale med flere tunger, har også sit eget sprog. Det er begrænset, hvor meget kroppen og dens celler kan sprede sig ud i forskellige subjekter, uden de alligevel hænger sammen. Vi er endnu ikke nået dertil, at vi som en computer kan være alene det, vi udfører, uden personlig signatur. Det ville være fantastisk. Men vi har stadigvæk en fysisk krop, en “hånd” eller hvad ved jeg.

Kan du nærmere beskrive dit forhold til Max Ernst?
Projektet Anthologie d’amour sublime, hvor jeg brugte Max Ernsts collager, blev lavet til en udstilling på Sprengel Museum i 2003. Sprengel har en af de største samlinger af tysk avantgardekunst fra århundredskiftet, bl.a. Ernst og Kurt Schwitters. Og til udstillingen brugte jeg altså billedmateriale, som allerede befandt sig på museet. Jeg elsker Max Ernsts collager, men samtidig er det nok et noget masochistisk forhold, jeg har til surrealismen. Hvad der er interessant ved surrealisterne er ikke bare alle referencerne til Freud, men også deres ekstreme homofobi og sexisme, som aldrig rigtig er blevet tematiseret.

Surrealismen ønskede som bekendt at frisætte et ubevidst begær fortrængt af den borgerlige samfundsorden. En bestræbelse, der på sin vis må siges at være lykkes. Hvis vi flytter fokus til det homoerotiske kompleks, mener du så, at kunsten i dag kan afstedkomme en lignende emancipation?
Måske er det i den forbindelse interessant at spørge: ”Hvad betyder emancipation?”. Hvem frigør sig egentlig fra hvad? Jeg tror, kunsten altid formår at frigøre sig, at den konstant gør det. Men jeg mener egentlig også, at den homoseksuelle emancipation allerede er sket, i hvert fald hvis man forstår homoseksualiteten som noget, der har undsluppet mange hundrede års kriminalisering og udelukkelse fra samfundet. Jeg mener imidlertid at emancipationen i Europa i stedet blev en borgerliggørelse. Noget der altid bliver glemt i diskussionen af sex og køn og frigørelse, er spørgsmålet om, hvem der i det hele taget har den reelle mulighed for at frigøre sig. Du ved, uddannelse, privilegier, osv. Vi lever i et klassesamfund. Det er på tide, der bliver talt noget mere om klasseforhold.

Konceptkunsten har altid haft blik for ”den anden”, hvad enten det drejer sig om køn, race eller seksuel orientering, mens minimalismen hovedsageligt var heteroseksuel, maskulin og hvid. Kan det skyldes minimalismens hengivenhed for det indholdsløse kunstværk, rettet imod den abstrakte ekspressionismes macho-dyrkelse?
Der er meget macho krop i minimalismen selv, og egentlig også i konceptkunsten. Det kommer lidt an på, hvor man kigger hen. Men konceptkunsten var selvfølgelig mere åben og mere rodet sammen med andre kunstretninger, med feminisme, performance og ny musik, og den indeholdt også mere eksplicit politiske ytringer, ikke kun omkring køn. Så selvom jeg mener, der er mange rigtig gode minimalistiske og sågar ekspressionistiske værker, så er konceptkunsten meget mere vedkommende. Fordi den er mere politiseret og tematisk og eksperimenterende. I det hele taget retter den blikket ud i verden, ikke blot indad. Men alligevel råder vores traditionelle opfattelse af konceptkunsten som en kunstretning, der mest bestod af mænd, stadig. Sådan har formidlingen af den været. Det er først i de senere år, at kunsthistorikerne og museerne har genopdaget flere og flere kvinder, så det er altså også et spørgsmål om selve historieskrivningen. Vi undervurderer ofte den patriarkalske struktur i kunsthistorien. Det var først sent, at kvinderne overhovedet fik lov til at studere ved kunstakademierne. Og af en eller anden grund har mandlige kunstnere ofte syntes, at det kvinderne lavede var lidt underlødigt. Som alt andet har kunst og kunsthistorie rod i en patriarkalsk magtstruktur, det skal man ikke glemme. Så egentlig er det logisk nok, at det først var med opløsningen af kunstværket i konceptkunsten – ja måske også i dada – at kvinderne endelig for alvor fik lov at være med. Selvfølgelig er også den fortælling lidt forenklet, for der har jo været mange kvindelige kunstnere op igennem historien.

Hvordan knytter du dine værker til udstillingsstedets arkitektur?
Jeg har fundet de originale skillevægge frem fra kælderen, fra dengang Malmø Kunsthal var helt ny. Desuden har jeg lavet en rekonstruktion af Claes Oldenburgs værk Extinguished Match, som blev vist her på stedet i 1987. Så jeg har prøvet at knytte noget af kunsthallens historie sammen med min egen udstilling. Den konkrete sammenhæng mellem mine værker og Malmö Konsthall er dog ikke specifikt tematiseret. Der er mere tale om et forsøg på at gøre stedet til mit eget, et sted der både er dem og mig og os. Et rum, der inddrager alle mulige former for socialitet. Jeg prøver jo ikke bare at sige én ting. Så jeg håber virkelig, der er en masse temaer, som fletter sig sammen og spreder sig ud, uden at det er blevet alt for strengt og kedeligt.