http://mikkelcarl.com/files/gimgs/th-59_IMG_0175.jpg


10.03.2011
JACOB FABRICIUS @MALMØ KUNSTHAL
I 2005 åbnede KBH Kunsthal; en 2 m3 glasmontre på fortovet foran Steno Apoteket. Det var langt fra blot en regional, kunstpolitisk gestus, for programmet viste sig at være yderst imponerende og i det hele taget internationalt orienteret. Og efter nu i tre år at have været direktør for en ”rigtig” kunsthal formår Jacob Fabricius fortsat at ”tænke ud af boksen”.


Det er nu 3 år siden, du blev udnævnt til direktør for Malmø Kunsthal. Hvad var det, der i sin tid motiverede dig til at søge stillingen?
Fra 2005 til 2007 arbejdede jeg som freelance kurator på fire soloudstillinger på Malmö Konsthall - Susan Phillipsz, Elmgreen & Dragset, David Shrigley, og Simone Aaberg Kern – og I de to år jeg brugte på disse udstillinger, mødte jeg personalet, og så søde, fleksible og engagerede folk, skal man lede længe efter. Det var bestemt en del af motivationen, og faktisk opfordrede de mig direkte til at søge stillingen, da den blev ledig i 2007. Allerede dengang jeg læste kunsthistorie i 90’erne, kom jeg her meget, og jeg har altid syntes, at Malmö Konsthall var et utrolig flot sted med nogle virkelig gode udstillinger. Der er mange muligheder, fordi rummet er så fleksibelt, en ”skotøjsæske”, hvor man kan gøre næsten, hvad man vil. Og helt ærligt, jeg havde været freelance ret længe og havde lyst til at prøve noget nyt. At have et rigtigt arbejde med en fast stab af medarbejdere. Men selv havde jeg jo ikke nogen anden form for institutionel baggrund, så egentlig synes jeg, det var ret modigt af ansættelsesudvalget at vælge netop mig. Har du indtil nu opnået, hvad du ville? Min 3-årige kontrakt er lige blevet forlænget med yderligere tre år, og det er jeg glad for. Jeg synes, der endnu er mange muligheder. Jeg vil dog samtidig tilføje, at dette er min sidste periode, for det vigtigt for stedet, at der kommer nyt blod til. Men der er stadig nogle hængepartier. Jeg ville gerne have arbejdet mere med hjemmesiden, og jeg vil fortsat gerne ændre nogle mere strukturelle ting indenfor selve institutionen.

Hvad med udstillingerne?
Jo, der er også rigtig mange kunstnere, jeg gerne vil vise. Indtil nu har jeg både vist nogle kunstnere, jeg kendte fra før, men også nogle helt unge kunstnere og folk jeg blot har været interesseret i tidligere. Institutionen og rummene giver mange muligheder for at tænke nyt, forsøge noget nyt.

Du er blevet beskrevet som en, der ynder ”at tænke ud af boksen.” Nu er kunsthallen vel netop et arketypisk eksempel på den nok så omdiskuterede ”white cube”, så hvad kan det tænkes at betyde?
Det første år kastede jeg mig bare ud i det. Der var ikke planlagt noget længere end til fire måneder ind i min ansættelse, og samtidig glædede jeg mig så meget til at starte, at jeg faktisk satte nogle ting i gang, før jeg overhovedet var tiltrådt. Jeg inviterede den mexicanske kunstner Eric Beltrán til at lave et projekt, hvor han hver måned i et år kom med en ny plakat. Og Olof Olsson fik jeg overtalt til at lave en to-timers performance hver onsdag aften i en periode på tre måneder. I al den tid boede han her på kunsthallen. Jeg tænkte: "Der er de almindelige udstillinger, som kører et vist antal måneder, men man kan altså også godt lave en anden type projekter." Noget der varer kortere eller længere tid, et år eller en enkelt aften. Noget man helt konkret kan tage med sig. For mig handlede det meget om at få et nyt tidsperspektiv på kunstoplevelserne, skabe en anden slags varighed. I 2008 lavede vi udstillingen Autostop. Jeg spurgte medarbejderne, om de havde lyst til at være med i et frivilligt projekt, hvor vi to og to blaffede rundt i Skåne med et kunstværk

Med et maleri under armen?
Ja, eller en gigantisk skulptur, eller et skilt. Vi havde inviteret i alt 14 kunstnere til at lave værkerne. Så der var også nogle mere direkte performative, hvor vi af kunstneren var blevet instrueret til at gøre noget bestemt, når vi stod på gaden eller sad i folks bil. Vi har flere gange skabt sådan et projekt uden for kunsthallens regi. Sidste sommer lavede vi Polis, Polis Potatismos, en udstilling bygget op over en Sjöwall & Wahlöö roman. Sammen med en lille gruppe medarbejdere læste jeg bogen, og sammen udvalgte vi nogle pladser rundt omkring i Malmø ud fra de locations, der optræder i bogen. Og så inviterede vi nogle kunstnere til at lave noget specifikt til de steder. De fik tilsendt bogen, et kort over byen samt et interview med Maj Sjöwall. Selve udstillingen strakte sig over de otte dage, handlingen i bogen varer. Desuden har vi også haft et samarbejde med de hjemløses blad Aluma, hvor tre kunstnere, vi inviterede, producerede noget til bladet, mens 8 hjemløse viste fotografier i kunsthallens restaurant.

Hvad er den afgørende forskel mellem Malmö Konsthall og KBH Kunsthal? Et udstillingsprojekt, der relativt set havde et omtrent lige så omfattende og internationalt orienteret program.
Du mener bortset fra at gå fra 2 m3 til 2000 m2? Det er et stort spring. Man har medarbejdere, man møder på arbejde hver dag. Og så er det jo en institution, der ligesom skal tage tilløb. Man er tvunget til at planlægge langt ud i fremtiden og har hele tiden et ansvar for, at personalet ved, hvad der overhovedet foregår. En af mine unoder er klart, at jeg stadig har elementer af freelance inde i hovedet. Nogle gange kan det godt være lidt svært, at man ikke bare kan knipse med fingrene og så gå ned på gaden og sætte en udstilling op. Det går ikke længere. Vi er jo hundrede procent støttet af Malmø Stad, og jeg er både kunstnerisk og økonomisk ansvarlig. Men jeg har ikke noget board over mig, der bestemmer hvilke udstillinger, vi skal lave, så jeg kan stadig godt invitere f.eks. helt unge kunstnere.

Hvilke rammer kan der med rimelighed siges at være for anvendelsen af begrebet ”kunsthal”? Efter Rooseum lukkede, har Malmø kun én, mens betegnelsen fortsat har en noget mere diffus funktion på den københavnske kunstscene.
I den tid KBH Kunsthal kørte, blev emnet diskuteret meget, og samtidig var der tre-fire institutioner som ændrede navn til noget med ”kunsthal”. Imidlertid er der jo ingen af dem, der er bygget til rigtigt at være det, sådan som vi er det her. Og det er måske den primære forskel. Jeg synes eksempelvis, Nikolaj er et interessant sted med et meget varieret program, men det er stadig en kirke, og det kan man ligesom ikke løbe fra. Desuden lader det til, at mange institutioner ikke rigtig har den økonomi, der skal til for at lave de helt store udstillinger. Ikke at vi har særlig mange penge. Så en af de vigtigste grunde til, at vi kan lave alt det, vi faktisk kan, er at vi har en integreret workshop med to snedkere ansat. De kan bygge vægge, lave rammer og alt muligt andet. Mens vi har siddet her, er der lige kommet fem indrammede billeder op i restauranten, nogle plakater der først ankom i eftermiddags. Per, der er forfatter og arbejder i boghandelen, har været vores bogindkøber siden begyndelsen af 90’erne, men når der bliver bygget installationer, så går han ind og er med i det crew. Andre af håndværkerne fungerer som guider. Så rollerne er utrolig godt fordelt, og det gør det hele meget fleksibelt og væsentligt billigere.

Det skulle være ganske vist. København får nu en ”rigtig” kunsthal, projekteret til netop det formål. Har du på baggrund af dine erfaringer her fra stedet nogen idé om, hvilke konsekvenser det kan få for regionen?
Det er helt klart positivt, det giver mere konkurrence, og det tror jeg bestemt ikke er dumt. Dog vil jeg sige, at det er fint nok at lave en bygning, men der skal også være noget at putte i den. Der skal være et publikum, og så skal der selvfølgelig være penge, ellers er det begrænset, hvad der sker. Men for regionen er det rigtig godt, ligesom det er fint, at vi her i Malmø har fået konkurrence af Moderna Museet, nu hvor Rooseum ikke længere eksisterer. Det trækker en anden og større offentlighed til og sætter i det hele taget byen på kortet, ligesom en kunsthal vil gøre det med København. Det vil bringe flere kunstnere til, og måske giver det en synergieffekt i forhold til skoler, akademier og i det hele taget i forhold til offentligheden.

Kan der overhovedet tænkes at være en ”downside” ved et projekt af den kaliber?
Det tror jeg egentlig ikke med mindre, der ikke er ideer eller penge nok. Måske vil det kræve at institutionerne strammer sig endnu mere an, fordi de skal slås hårdere for deres private og offentlige støtte.

Socialt, økonomisk og især nominelt er kunsten et område i stadig vækst. Forøger det samtidig graden af valens, altså kunstfeltets evne til produktivt at udveksle med samfundets øvrige sfærer?
Ja, det håber jeg. Selvom det måske virker banalt, må det altid være målet. At udveksle og nå et andet og større publikum, at nå ud i yderområderne til de mennesker, der normalt ikke gider at se på kunst. Det, synes jeg helt klart, er interessant. At skabe en ny offentlighed, sprede informationen og øge udvekslingen med samfundets øvrige sfærer.

I modsætning til museerne har du ikke en samling at pleje, men derfor heller ikke noget historisk hævdvundet fundament at falde tilbage på. Hvad er fordelene og ulemperne ved kunsthallen som institutionel struktur?
At samle på kunst er fantastisk, personligt er det noget, jeg elsker, men jeg synes vældig godt om kunsthallen som form. Der er ikke den grad af ansvar, en fast samling kræver, med mange flere medarbejdere og et helt andet budget. Vi skal derimod konstant træffe nye sociale, politiske og æstetisk valg, og vi har derfor et meget alsidigt program. Måske var det lidt nemmere at lave sit helt eget projekt, da man var freelance, for i en kunsthal er man hele tiden nødt til at tænke institutionen med ind. For hver dag skaber vi vores egen historie, vores eget renommé. Og i mange år har det været rigtig godt. I 1975 viste man Edward Munch samtidig med udstillingen Øjeblik, hvor der var kunstnere af en helt anden type; Douglas Huebler, Hans-Peter Feldmann etc. Fra tidlig tid har man altså her på stedet truffet det valgt, at man sagtens kan vise en stor klassiker samtidig med ganske anden udstilling, ligesom vi nu gør det med László Moholy-Nagy og Walead Beshty.

Kan du nævne nogle af de faktorer, der ligger til grund for din sammensætning af udstillingsprogrammet?
Man skal tage hensyn til helt vildt mange ting. Og der sker hele tiden ændringer, også i sidste øjeblik. En kunstner der lige pludselig udskyder en udstilling eller ændrer den i forhold til, hvad vi har aftalt. Der er også regionale faktorer. I Skåne er der for øjeblikket foto-biennale, og det er derfor, vi viser fotografi netop nu. Vi prøver hele tiden at forholde os aktivt til det, der sker omkring os. For to år siden, da der sidst var Fotografi i Fokus, viste vi David Goldblatt, Sune Jonsson, Haris Espaminonda og Marie Hugonnier. Vi præsenterede altså en svensk og en sydafrikansk kunstner, der begge fotograferer deres hjemlande ud fra en social og politisk vinkel. I år er det et lidt mere historisk program end ellers, det synes jeg kunne være sjovt at prøve. Der er også nogle kunstnere, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde med, uden jeg helt ved hvordan.

Hvad er det overordnet set, der skaber en god udstilling?
En god udstilling er, når man går derfra og tænker over, hvad man har set, læst eller oplevet. Man har fået noget med hjem. Når jeg f.eks. ser en gruppeudstilling, hvor der er 20-30 kunstnere med, er jeg personligt tilfredsstillet, hvis blot der er en enkelt ting, som hænger ved. Noget jeg kommer i tanke om en dag et halv år efter og tænker: ”Det var ligegodt… ”. Så har jeg fået noget, jeg kan bruge til fortsat at diskutere og reflektere andre ting med. Egentlig er det ret banalt.

Hvad gør du selv som kurator for at give folk den oplevelse med hjem?
De fleste gange laver kunstnerne produktioner her på stedet, ligesom eksempelvis Rivane Neuenschwander gjorde det. De har nok lavet forskellige tests, men selve værket bliver til i et samarbejde. Det er værker, der laves specifikt til rummet, og de unikke værker i rummet skaber ofte oplevelsen.

Og Henrik Olesen fandt bl.a. de originale skillevægge frem fra kælderen. Arbejder I bevidst med en sammenfletning af kunstnerens retrospektive virke og så selve institutionen? Tag nu f.eks. de enorme bordplader af kobber, som Walead Beshty har hængt op på væggen.
Ja, vi startede ud med en række blankpolerede plader, som det så var meningen, vi efterfølgende skulle håndtere uden handsker eller nogen anden form for beskyttelse. Så vores fingeraftryk, og hvad der nu ellers kommer til ved installeringen, er oxyderet på overfladen og dermed foreviget. Når pladerne senere udstilles f.eks. i Madrid, hvor udstillingen skal hen efterfølgende, genererer værkerne nye spor af deres egen tilblivelse. Generelt synes jeg, samarbejder er vigtige lige meget om det er regionalt eller på internationalt plan. Når man er et sted, skal man prøve at tilføre det så meget energi, man kan, vise det så meget respekt og generøsitet som muligt.

Er der nogle aspekter af fænomenet kunst, der særligt optager dig – som privatperson, kurator og museumsdirektør?
Der er virkelig meget, men også virkelig meget forskelligt. For mig er det lidt ligesom, når jeg lytter til musik. Der måske noget, der har mere tyngde end andet, men det passer til forskellige lejligheder. Jeg har længe interesseret mig for kunst i det offentlige rum, jeg har interesseret mig meget for lydkunst, tekstværker og også socialt og politisk engageret kunst. Men samtidig kan jeg sagtens falde på halen over den udstilling, der er nu. Walead Beshty laver kontrakter, udstikker præcise konceptuelle retningslinjer for værkernes udførelse, værker som så efterfølgende bliver utrolig æstetiske. Egentlig adskiller jeg ikke mine forskellige roller som kurator, privatperson og direktør, og jeg er ikke særlig dogmatisk. Når jeg f.eks. laver gruppeudstillinger, har jeg som oftest et forholdsvist stramt koncept, for så måske i sidste øjeblik at invitere en kunstner, der bryder med netop den idé. En slags wildcard. Måske har jeg gået og tænkt på en kunstner eller et værk temmelig længe uden rigtig at kunne få det til at passe ind. Men nogle gange er det godt, at det ikke passer ind. Hver gang jeg laver et projekt, forsøger jeg at bryde mit eget mønster.